Er manden fantast? Nyansatte, der sender kode i produktion efter en uge? Du trækker måske skeptisk på smilebåndet, men det praktiserer vi faktisk med stor succes i cVation. Vi ansætter nye udviklere stort set hver måned, og de skal have skrevet og sat kode i produktion inden for den første uge - det er et krav, uanset baggrund.
Det kan være angstprovokerende for nogle nyansatte - og er det måske også for dig - men faktum er, at det lykkes hver gang, og udviklerne synes, det er rigtig fedt. Mange har i tidligere ansættelser siddet og udviklet i årevis uden at se resultater af deres indsats. Hos os er der kontant afregning - you build it, you run it.
Stol på det!
Forudsætningen for at lykkes med den ekstremt hurtige onboarding er, at man har tryghed og tiltro til, at det kan lade sig gøre. Der er ikke noget hokuspokus ved måden, vi arbejder på. Har du mod på DevOps og den mentale og organisatoriske omstilling, det kræver at arbejde efter principperne i denne metode - så ligger vejen åben. Du skal dog have nogle ting på plads, før du starter motoren:
I skal release til produktion ofte. Det er selve kernen i DevOps og continous deployment. Releaser I kun hvert halve år, er det praktisk talt umuligt, at de nyansattes kvikke kode kan ramme jeres deadlines.
I skal automatisere alt omkring test. Det er nøglen til kvalitetssikring, ikke kun af nyansattes kode, men af al udvikling. Man kan ikke automatisere for meget. Vi har automatiseret alt fra unit tests til integrationstest, UI-tests og performancetests. Og så er deployment naturligvis også fuldt automatiseret.
I skal have en værktøjskasse med de præcise og enkle værktøjer, der er nødvendige for at løse opgaven. Værktøjskassen skal være så nem at bruge, og skal bruges af alle. Den skal sørge for at udvikleren kan fokusere på det vigtige – forretningslogikken.